Created By:
AIDS-Fondet Fogedby
Collecting for:
AIDS-Fondets generelle arbejde
I en lille landsby i Zambia ligger fire huse og et appelsintræ. I byen bor en kvinde. Hun er fattig, men hendes køkkenhave er fuld af liv.

Under appelsintræet ligger en dreng. Solen brænder. Drengen er ved at dø af aids. Øjnene er mælkehvide og blikket er fjernt. Skulderbladene stikker skarpt ud af ryggen. Ben og arme er tynde som tændstikker og maven er udspilet.

Drengens mor er død af aids og faren er forsvundet. Men drengen er ikke alene. Kvinden med køkkenhaven har taget ham til sig.

Da hun fandt drengen syg af aids, tog hun ham op i sine arme og gik mange kilometer til det nærmeste hospital. Hun vidste, at drengen skulle testes for hiv i en fart, så han kunne få medicin og blive rask.

Men drengen bliver ved med at være syg. Kvinden er bange for at han vil dø. Hun har gjort alt, hvad hun kan for drengen. Men hun har brug for hjælp.

"You have to tell them what it is like here!"

Det var da AIDS-Fondet var i Zambia i august for at besøge vores lokale partnerorganisation IWAWA (Itezhi-Tezhi Widows and Widowers Association), at kvinden med køkkenhaven kom fra nabolandsbyen og bad os indtrængende, om at tage med hende hjem. Hun ville vise os noget.

Udenfor kvindens hus fandt vi drengen under appelsintræet. Det var svært for AIDS-Fondets udsendte, at tage billedet af den lille syge dreng, men han gjorde det, for at fortælle om virkeligheden i Zambia

”Faktisk ville jeg slet ikke have taget billedet, for jeg bryder mig ikke om at udstille nogen, som ikke selv kan give deres tilladelse - og det var drengen her slet ikke i stand til - men min lokale kollega insisterede!
"You have to tell them what it is like here!”, fortæller Aske Helweg Krarup, international projektleder i AIDS-Fondet.

Sikkerhedsnet af mennesker
Kvinden med køkkenhaven er frivillig i IWAWA, som hjælper efterladte, hvis partnere er døde af aids og forældreløse børn. IWAWA hjalp kvinden, da hendes mand døde af aids. Hun fik blandt andet hjælp til at starte en køkkenhave, så hun altid har mad og kan sælge grøntsager på markedet. Derfor vidste hun også, hvor hun og drengen kunne få hjælp.

I dag kommer de frivillige fra IWAWA forbi med mad og frugt til drengen, Den lokale præst kigger forbi hver dag og drengen har været på hospitalet igen og fået ny medicin. IWAWA’s frivillige har spændt sikkerhedsnettet ud og drengen under appelsintræet og kvinden med køkkenhaven får alt den hjælp de behøver.

”Disse fantastiske frivillige har, på trods af ekstrem fattigdom, et brændende ønske om at hjælpe hinanden i kampen mod aids. Det er dem, som gør hele forskellen. Drengens chancer for at overleve var små, da kvinden fandt ham, men i dag har de aldrig været større. Drengen vil leve, hvis bare han får den rigtig medicin og tjekkes op på", fortæller Aske Helweg Krarup

Brug for dig

Drengen under appelsintræet og kvinden med køkkenhaven har brug for din støtte. Giv en donation og støt IWAWA's frivillige, som har intet, men giver alt i kampen mod aids

På verdensplan lever ca. 37 mio. mennesker med hiv. Hvert 30 sekund dør et menneske af aids. I 2015 blev 2 mio. børn og voksne smittet med sygdommen, og 1.2 mio. døde af aids.
AIDS-Fondet arbejder for en verden uden aids.

Læs mere på www.aidsfondet.dk








Recent activity

  • Anonymous User Anonymous User Donated 100 kr.

  • caroline christensen caroline christensen Donated 100 kr.